Naturen og vejenes liv
Vi lever i en verden, hvor naturen ikke har mange større egne områder, hvor udviklingen får lov at ske uden indgriben, selv ikke de naturreservater som f.eks. Mols Bjerge eller de midtjyske hedearealer overlades til sin egen naturlighed - vi griber ind og sikre gennem naturpleje, at den udvalgte naturæstetik sikres, så vi har de rigtige billeder af naturen til rådighed.

Naturen og samfundet mødes altså helt derude i den ægte natur og sammenflettes af årsager, der findes i kulturens forestillinger og kunstens billeder. Vi søger fortsat en natur, vi kender fra Guldalderens forestillinger om et stykke ægte danske natur. Men faktisk møder vi mange andre ægte billeder af samspil mellem natur og samfund meget tættere på. Det sker når vi benytter vejnettet - specielt uden for motorveje og motortrafikveje, selvom de også ind i mellem invaderes af den uberegnelige natur - det er derfor man er begyndt at ofre millioner af kroner på naturtunneller, så f.eks. padder og mindre pattedyr kan krydse samfundsforhindringerne.

Det almindelige vejnet smelter hele tiden sammen med pletter af natur. Faktisk tilrettelægger vi mange veje, så de omgives af udvalgte naturscenerier, det kan også gælde mindre villaveje. Disse udvalgte naturområder går per automatik i samklang med veje og påvirker dem. Skove kan vokse op og gro til, så de helt lukker de udsigter, der var tiltænkt. Dyre- og fuglelivet har det også med at krydse eller ligefrem bruge veje i deres instinktmæssige udfoldelser. Pattedyr eller padder forsøger at krydse vejene ofte med fatale konsekvenser til følge - titusindevis af dyr køres ned hvert år, fordi vi flytter os mere og mere ved egen hjælp (bilen som friheds- og arbejdsredskab).

Vejene har også på en måde deres egen natur og liv gennem den brug de er designet til: de største til køretøjer og cykler og de mindste gangstier til gående. Faktisk er der en overensstemmelse mellem dyrevekslerne (dyrearternes stisystemer) og vores vejnet, de tjener til at opretholde en trafik af hensyn til de primære funktioner føde og reproduktion, men de er også ofte på kollisionskurs, fordi de krydser hinanden.

Finn Haves seneste malerier med udspring i *Sidespejlet arbejder med at skildre denne naturlighed, egenart og særlige æstetik, der er i vejenes natur. For at fastholde fokus i maleriernes egen verden, præsenteres vi ikke for mængden af daglige køretøjer, der bruger vejene. Vi møder kun vejene i sig selv, vejene som sin egen slags naturlighed. Dernæst møder vi naturens 'aftryk' på netop vejene, forstået som billeder. Det kan være træernes skygger, nedfaldende blade, græsmarker og grøfter, fugle der søger føde, dyr der krydser grænserne, som veje netop er for dyrene, eller de døde fugle eller dyr, der ikke klarede sammenstødet med samfundets mekaniske rullende dyr.

Finn Have skaber med sine nyere malerier (og fotos) et nyt landskabsmaleri, der på en mærkelig måde bibeholder en forbindelse tilbage mod Guldaldermaleriet og alligevel er meget moderne, fordi det acceptere det moderne livs vilkår og arbejder med at skildre dets anderledes æstetik uden at tage forbehold eller pynte (omskabe) landskabernes virkelighed (som Guldaldermalerne ellers var særligt gode til) til en harmonisk og national æstetik. Finn Haves nye æstetik handler om sammenstødet mellem forskellige landskabsformer, hvor nogle er fuldt kunstige (som vejene) og andre er mere oprigtige i deres naturlighed. En æstetik, der ikke har en national intention, men som alligevel viser sig at rumme elementer af noget særlig nationalt i sit udtryk, hvis man ser efter. En æstetik, der rummer død og udslettelse overfor det mærkeligt øde i vejenes egen natur. En æstetik, der rummer en dybtgående eksistentiel realisme i billedernes fede ekspressionistiske maleriske strøg på lærredet.

Erik Meistrup, kunstkritiker og forfatter

*Sidespejlet refererer til Finn Haves fotografiske arbejde med skildring af det landskab vi oplever, når vi kører i bil. Efterår 2008 udkommer på Forlaget Anna bogen Landskaber i sidespejlet . Fotografier af Finn Have og tekst af Erik Meistrup.