Af alle steder…

Om blandt andet at være landskabsmaler i 2006.

Naturalisme.
Det er langt fra trendy, som billedkunstner, at være naturalist i ordets oprindelige betydning. At være landskabsmaler er direkte gammeldags. Noget der hørte guldalderen til. Et billede trænger sig på. Kunstneren, der kæmper med vind og vejr, sit feltstaffeli samt genstridige lærreder, pensler og farver. Man befinder sig med et moderne udtryk naturligvis on location. Her indfanges landskabet og dets stemning, hvorefter man muligvis kunne justere lidt på farve og komposition hjemme i atelieret.

I forhold til kunstnerens anerkendelse blev de færdige værker udstillet hos kunsthandlere - og solgt, eller de blev vist på fornemme museer hvorefter kunstneren kunne sole sig i berømmelsens behagelige lys.

Det tyvende århundrede - og nu.
Nu har landskabsmaleriet som bekendt også spillet en rolle i det 20. århundrede. Kunstnere er således blevet forbundet med lokaliteter, som f. eks. maleren Erik Hoppe, hvis billeder fra Søndermarken har fået klassikerstatus, og følgende findes på mange museer. Oluf Høsts virke på Bornholm har sat mange myter i gang. Blandt andet i kraft af Høsts fascination af ild. Man kontaktede angiveligt kunstneren inden man ringede til brandvæsnet, hvis der var opstået ildebrand et sted på øen. Paradoksalt nok nedbrændte Høsts yndlingsmotiv, gården Bognemark, for nogle år siden; men den havde også udspillet sin rolle som motiv. Oluf Høst døde som bekendt i 1966.

På nutidens kunstscene fylder det naturalistiske landskabsmaleri ikke alverden. Dog er der en tendens til, at den unge generation ikke er bange for at inddrage naturen, som mennesket ganske vist efterhånden har tæmmet til ukendelighed, i deres værk. Motivet skal blot være i stand til at underbygge kunstnerens litterære eller symbolske intentioner eller blot skabe et poetisk fundament i forhold til et overordnet budskab.

En idé.
I en mindre dansk stationsby har en naturalistisk billedkunstner fået en idé. Han har tidligere befundet sig i et kunstpolitisk miljø samt begået eksperimentalt fundamenterede events. Nu er det mildt ekspressive landskaber, der står på dagsordenen. Kunstneren præsenterer idéen for sin gallerist, der entusiastisk formidler den videre til direktøren for et kunstmuseum i en større jysk provinsby.

Der bliver aftalt en udstilling, hvilket sætter et maskineri i gang. Idéen går i sin komplicerede enkelthed ud på at skildre forskellige lokaliteter, som er forbundet med et antal personer. Disse findes både i kunstnerens sociale omgangskreds såvel som i mediebilledet. Én, kunstnerens datter, er bosiddende behageligt nær den lille stationsby. En anden er bosiddende i Andalusien. Stederne kan være en baghave, en udsigt, et pejlemærke i forbindelse med den daglige transport. Et sted, som den pågældende med overbevisning kan kalde mit sted. I kunstnerens optik bliver det dit sted.

Steder og personer.
'Dit Sted - Mit Sted' samler i omegnen af 30 eksistensers personlige lokalitet. Kendte som mindre kendte. Et indlysende eksempel er en mand, som i årevis har inviteret Danmarks TV-kiggende befolkning ind i sin kolossalt omfangsrige have. Et andet er kunstnerens tidligere formningslærer, der i tidernes morgen hurtigt betragtede sin unge elev som en "kollega". Der er kunstanmelderen, fotografen, naturvejlederen, konceptkunstneren - kendt som Elias skaber, komponisten, lokalpolitikeren og den unge landspolitiker fra den yderste venstrefløj. Hver af disse personer bliver portrætteret i et omfattende bogværk, som udgives i forbindelse med projektet. Hver leverer en tekst, som i ord beskriver stedet. Der foretages billedlige gengivelser af de værker, som kunstneren i processen har frembragt.

Udstillingen.
Når maleren Finn Have på Randers Kunstmuseum til oktober åbner udstillingen 'Dit Sted - Mit Sted' vil billederne hænge - næsten - ramme ved ramme. De vil udgøre et halvfems centimeter bredt ornamentalt bånd på museets vægge. Lokaliteterne vil smelte sammen. Kontrasterne vil udgøres af stedernes indbyrdes dualiteter og årstidernes vekslen. Nogle steder vil mellembilleder bløde op på de voldsomme overgange; men rummet vil være indtaget med alt det, som foregår ude i den fri luft.

Lærrederne er bearbejdet ude på stedet og justeret på atelieret. Så på dén måde er der ikke noget nyt under solen - eller over jorden.