Landskabsmaler med mission af Tom Hermansen

Finn Have har trasket rundt i danske landskaber de seneste tre år, og
resultatet af hans arbejde kan nu ses på væggene i Randers Kunstmuseum og i
en bog. Projektet hedder "Dit sted - Mit sted" og handler om 32 steder, som
32 personer har udpeget for Finn Have.

På en bakke ved Odder står en lille gruppe træer, et anonymt og umiddelbart
uanseeligt syn. Det er forfatter Louis Jensens sted. Torben Brandi,
forhenværende kulturrådmand i Århus, har valgt en kilde i Rold Skov, mens
mødet mellem strandbred, klitter, hav og himmelrum på Fanø er forfatter
Henning Mortensens sted.

Projektets steder ligger rundt omkring i landet. Der er bakker, strande,
åer, haver, skove og enge samt et enkelt kirkerum. Men det er ikke sikkert,
at de 32 personer kan genkende deres steder, når de har været gennem
malerens filter.

"Jeg møder ofte mennesker, der siger, at jeg skulle opleve et sted, de
kender, og som sandsynligvis ville inspirere mig i mit arbejde. Med "Dit
sted - Mit sted" har jeg taget nogle af dem på ordet. Vi har besøgt stederne
sammen, og jeg har ladet mig begejstre, men jeg har ikke forsøgt at male
deres billede af det pågældende sted, men derimod min egen oplevelse af det.
Jeg har forsøgt at fornemme nogle af de stemninger, som personerne har, når
de tænker på eller besøger stederne. Men jeg har taget mig masser af
friheder, og jeg tillader mig eksempelvis at vende ryggen til motivet og
male fra hukommelsen.

Om min fortolkning er væsentlig i forhold til de udvalgte personers
oplevelse af stederne, må man så spørge dem om."

Nu hænger alle malerierne på væggene i Randers Kunstmuseum. Alle måler 90
centimeter i højden, mens bredden varierer. Værkerne adskilles af
mellembilleder, som er farveflader eller maleriske strukturer, der er med
til at binde billedfrisen sammen og skabe stemninger. Malerierne er den ene
og væsentligste del af udstillingen, den anden del viser fotos, som
deltagerne har taget af deres sted, samt deres skriftlige beskrivelser af
stederne.

"Ofte tager vi fotos af vores steder, men de bliver gemt væk på cd'er eller
i fotoalbum. Som landskabsmaler synes jeg, det kunne være spændende at se,
hvad det er for nogle steder, der henrykker folk. Når de viser mig deres
sted og skriver om det, åbner personerne sig op, og deler noget meget
personligt med mig. På den måde får vi en fælles oplevelse af stedet, og den
har jeg forsøgt at fange på de forskellige malerier, der i udstillingen skal
opfattes som et samlet udsagn - som en lang, sammenhængende malerifrise. En
vandring i landskabet. Resultatet er forhåbentlig så stærkt, at det både
griber projektets deltagere samt folk udefra, der kigger på malerierne. Det
er mit håb," siger Finn Have.

Modernismen lever

Finn Have er født på Mors i begyndelsen af 1950'erne. Det var dengang,
abstrakte ekspressionister med base i USA revolutionerede kunstverdenen med
store, abstrakte malerier. Gruppen talte prominente navne som Willem de
Kooning, Mark Rothko og ikke mindst Jackson Pollock, der fik tilnavnet "Jack
the Dripper" på grund af hans særegne malemetode, hvor han dryppede store
klatter maling ud over lærredet med frådende vildskab.

Finn Have har taget ved lære af de amerikanske bevægelser, ingen tvivl om
det. Især er hans malemetode præget af samme kraft, som kendetegnede
kollegerne på den anden side at Atlanten, og Finn Have taler ofte om,
hvordan han "angriber" lærredet. Det ser man tydeligt, når man kaster et
blik på den nye maleriserie, hvor malingen hænger i tykke klatter og
penselstrøgene træder tydeligt frem.

Men i modsætning til de abstrakte ekspressionister fastholder Finn Have
imidlertid figurationen - det kan dog nogle gange være svært at se, hvad
billederne forestiller, men figuren er der et sted.

For at finde Finn Haves tykkeste rødder, skal man nok tilbage til slutningen
af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Tilbage til Gauguins
symbollandskaber, til Edvard Munchs sjæleskildringer og ikke mindst til tysk
ekspressionisme, der talte navne som Emil Nolde og Ludwig Kirchner.

Disse nøglepersoner var bannerførere i en bevægelse, der opgav ideen om en
objektiv gengivelse af omverdenen. Den objektive registrering af
omgivelserne havde fotografiet, der blev opfundet i midten af 1800-tallet,
alligevel sat sig på. De modernistiske malere ville i en anden retning og
begyndte i stedet at reflektere over repræsentationen - over
malerifremstillingens muligheder, mål og midler. De understregede med deres
vilde og tydelige penselstrøg, at maleriet i bund og grund bare er en
bemalet flade, og et resultat af malerens subjektive valg. Denne
modernistiske og maleriske tankegang slog også igennem i Danmark, hvor bl.a.
en række landskabsmalere i første tredjedel af 1900-tallet fulgte trop,
eksempelvis folk som Jens Søndergaard, Edvard Weie og Erik Hoppe. Og når
Finn Have skal pege på sine tydeligste forbilleder, er det netop dette
danske trekløver, han nævner.

Frihed under ansvar

Men har landskabsmaleriet en rolle at spille i nutidens samfund med stigende
digitalisering, hvor meget foregår i et virtuelt rum, og hvor mange
kunstnere har digitalkameraer og computerskærme som foretrukne
arbejdsredskaber? I sådan en verden får landskabsmaleriet netop en væsentlig
funktion, argumenterer Finn Have:

"Når jeg beder folk vælge deres yndlingssteder, er det naturen, de peger
mod. Når folk har været på charterferie, er det ofte stedernes natur, der
optræder på fotografierne. Landskabsmaleriet, der netop tager naturen under
kærlig behandling, beskyldes for at være banalt, og det er det også. Men det
er det banale, som rykker i folk. Det vidste eksempelvis Asger Jorn, der
dyrkede det banale med stor succes. Og det er faktisk en mission for mig at
genskabe respekten for landskabsmaleriet.

Men jeg er ikke en decideret naturromantiker, der løber ud i det grønne for
at omfavne et træ og opsuge energien. Dog mener jeg absolut, at naturen
spiller en væsentlig rolle i vores liv, og at de fleste af vores oplevelser
på en eller anden måde relaterer sig til naturen. Med mine malerier vil jeg
gerne have beskuerne til at reflektere over deres tilgang til og oplevelse
af naturen i en tid, da vi i stigende grad fjerner os fra naturen."

Hans arbejde tager altså udgangspunkt i naturen, men Finn Have understreger,
at det primært handler om naturen som ide og stemning. Han bekymrer sig
således ikke om, hvorvidt der er overensstemmelse mellem hans malede version
af eksempelvis Sondrup Plantage og virkelighedens Sondrup Plantage.

"Maleriet giver mig mulighed for at lege med og opsummere mine oplevelser
fra stedet. Jeg kan eksempelvis skifte mellem vinter, sommer og efterår,
hvis det passer mig. Jeg kan ændre på farverne eller putte nye ting i
billederne. Alt sammen for at fange netop den stemning, jeg vil have frem."

Et godt eksempel på Finn Haves maleriske frihed var i forbindelse med
kunstsamler Ole Hansens sted, et af de højeste punkter på Mors med udsigt
over molerskrænter og Limfjorden.

"Ole Hansen samler på klassiske modernister og ejer bl.a. malerier af Hasse
Juul, en god, gammel landskabsmaler fra Mors. Hasse Juul, der er ved at være
en gammel mand, sad ofte i et gammelt ishus på toppen af bakken og malede
landskabet. En dag tog han Ole Hansen med derop og viste ham stedet. På den
måde blev Hasse Juuls sted også til Ole Hansens sted. Nu er det også blevet
til mit sted. Ishuset er rykket ned i dag, men jeg syntes, at det skulle med
på maleriet, og det kom det," fortæller Finn Have.

Ole Hansen skriver i øvrigt følgende i sin lille tekst om stedet på Mors:

"Det var fordi en kunstner viste mig det. Han sagde ikke meget. Man han
viste mig stedet og han pegede. Han gik med mig derop og gav mig det på en
måde. Måske kan det gives videre, uden at mistes. Jeg tror at det er sådan
med de gode steder. Nu er det delt igen."

Snyd og bedrag

Per Kirkeby er en maler, som Finn Have ofte refererer til. Han kaldte i sin
tid maleriet for fup og fiduser, og den karakteristik tilskriver Finn Have
sig gerne.

"Maleriet er i bund og grund er en omgang farveklatter på en hvid flade. Med
mine malerier får jeg folk til at tro, at de kigger på eksempelvis Sondrup
Plantage, men det er snyd. De står jo ganske enkelt og kigger på et flade,
hvorpå jeg har smurt nogle farver, der tilsammen ligner noget, jeg har set,
og derefter bearbejdet i min hjerne. Det er præcis det samme, som også de
danske modernister gjorde sig klart. For dem var naturen en effektiv
igangsætter for det kreative arbejde, men maleriet i sig selv, arbejdet med
fladen og stofligheden, betød mindst lige så meget. Det gør det også for
mig."

Finn Have er en figurativ maler, mens Per Kirkeby i dag karakteriseres som
abstrakt maler. Men, som en udstilling i Kunsthallen Brandts påpegede for
nylig, ligger figurerne altid og lurer i baggrunden af Per Kirkebys
malerier. Det figurative er i det hele taget ikke sådan at slippe af med. De
amerikanske abstrakte ekspressionister, der afviste figuren, malede sig som
bekendt op i et hjørne, og kunne ikke komme længere med deres til sidst helt
monokrome farveflader, som vi eksempelvis kender fra Mark Rothko og Ad
Reinhardt. De forlod kunstscenen og overlod atter en del af pladsen til
figurative malere.

Der har selvfølgelig været op- og nedgangsperioder for det figurative maleri
siden, men netop nu bugner udstillingsstederne med bemalede lærreder, og
køberne står i kø for at få fingre i dem. Især det såkaldte nye maleri, der
ofte sammenblander virkelighed og fantasi til farverige fortællinger, går
som varmt brød. Blandt genrens mange repræsentanter finder man navne som
John Kørner, Tal R, Eske Kath, Kathrine Ærtebjerg, Julie Nord, Fie Norsker,
Lise Blomberg og Kirstine Roepstorff.

Og Finn Have er meget tilfreds med den nye malerigeneration, afslører han:

"Deres succes er med til at rette opmærksomhed mod maleriet som sådan og
dermed også mod os, de mere traditionsbundne malere. Det er skønt at opleve
den stigende interesse, når man som jeg har beskæftiget sig med maleriet i
30 år.

Da Louis Jensen og jeg en vinterdag besøgte hans lille bakke uden for Odder,
hvorpå træerne står som grafiske tegn mod himlens baggrund, sagde jeg: nu
går vi rundt i et drømmelandskab, der minder om et Kathrine Ærtebjerg-land.
Louis Jensen kendte ikke så meget til hende, så vi gik hjem og kiggede på
hendes hjemmeside. Det er et fint eksempel på den frugtbare dialog, jeg
løbende har haft med projektets deltagere gennem de seneste par år."

Men det nye maleri er nu ikke så nyt endda, mener Finn Have. Han drager
historiske paralleller til eksempelvis mexicanske Frida Kahlo og til Per
Kirkebys arbejde i 1960'erne og 70'erne, da han samplede ting fra aviser, og
førte dem op på fladen.

"Mange af de nye malere sampler på samme måde som Kirkeby, mens andre er
mere til eventyrlige og personlige fortællinger, der minder om Frida Kahlos
billedverden. Den nye generation begynder sådan set, hvor popkunsten endte;
de betoner fladen og arbejder generelt ikke med det stoflige, med
penselstrøgene, som jeg. Jeg kalder dem med et glimt i øjet for tuschmalere,
fordi de på mange måder overfører de tegninger, som de har lavet siden
børnehaven, til lærredet. Men på det seneste er de i højere grad blevet
malere, mener jeg. De arbejder nu mere med det maleriske, og det glæder
naturligvis en maler som jeg."

Side om side

Beder man Finn Have pege på et par eksempler fra projektet, som han sætter
høj pris på, kigger han sig forvildet omkring. For alle deltagerne har
bidraget med noget unikt, understreger han. Nødtvungent vælger han et
maleri, der forstiller en gruppe svaler, som hviler på elledninger. Det er
forfatter Leif Hjernøes sted.

"Han har et hus i Gylling, der ligger ud til en åben mark. Her sidder
svalerne side om side på elmasternes ledninger om efteråret, inden de
trækker videre. Det smukke syn er hans sted. Jeg er også meget optaget af
svaler og kigger på dem fra mit eget vindue. Så det er en interesse, jeg
deler med Leif. Billedet af svalerne, der sidder som noder på et nodeark,
bliver på den måde et fælles udsagn for Leif og jeg, et udsagn, der
forhåbentlig også rammer noget alment."

For hundrede år siden opfattede man kunstneren som et besynderligt og ofte
sygeligt geni, der skabte sine værker på et fugtigt loftsværelse i sikker
afstand fra andre mennesker. Den opfattelse er forældet og stemmer i hvert
tilfælde ikke overens med Finn Haves arbejdsmetode. Han erkender uden tøven
sin gæld til andre mennesker, både malere, digtere, forfattere, venner og
familiemedlemmer. De påvirker hele tiden hans arbejde, siger han.

"Dit sted - Mit sted" er netop et resultat af frugtbare dialoger mellem
maleren og de mennesker, der har deltaget i projektet.

Udstillingen "Dit sted - Mit sted" kan ses i Randers Kunstmuseum til den 10.
december.

Bogen "Dit sted - Mit sted" på 144 sider kan købes på museet og indeholder
introduktion af museumsleder Finn Terman Frederiksen, gengivelse af
udstillingens malerier samt deltagernes egne fotos og beskrivelser af deres
steder. Se også Finn Haves hjemmeside www.finn-have.dk