Finn Have: På sporet af landskabet

Landskabet som billedsprog er efterhånden en god gammel kunstnerisk genre, men den synes fortsat uudtømmelig som en livgivende kunstnerisk kilde. Måske fordi nye tider ser noget forskelligt i landskaberne. Måske fordi landskaberne alligevel ændrer sig, selvom de forekommer så uforanderlige i deres egen storhed. Og måske fordi vores syn på naturen hele tiden skifter med de samfundsmæssige og økonomiske vilkår. Nederlænderne ville i 1600-tallet skabe et symbolsk landskab og en natur, der skulle kompensere for den manglende vælde og voldsomhed, der findes i klassiske landskaber i syden. Guldalderen i Danmark i 1800-tallet ville det samme, så en vej gennem landskabet fordi en (grav)høj under en forblæst mørk skyet himmel kunne få stærke nationale følelser og forståelser frem i beskueren.

Spejlinger og Efterbilleder
Alle senere malere, der ville arbejde med landskabet er ofte endt med at blive spejlet i guldalderens landskabstradition, og har derfor måtte indføre elementer eller ændre måden de skildrer landskabet på. Fra L. A. Ring over Weie til Finn Have må kunstneren konstant arbejde med at se sig selv i forhold til den natur og det landskab vedkommende vil skildrer. På en måde kan man sige, at malerne har måttet vende sig væk fra landskabet for at kunne opleve det mere frit. Fynboerne, Skagensmalerne, Bornholmerskolen og mange andre forbrugte landskabet direkte og prøvede at være så naturalistiske som muligt. Senmodernisterne og de postmodernistiske har måttet slippe den direkte forbindelse for at kunne få rum og frihed til landskabet. Man kan måske sige, at de har været nødt til at se landskabet som en slags efterbillede, og ladet erindringen (det gælder også, hvis de bruger fotografiet som redskab) være den primære arbejdskilde.

Drømmenes natur
Finn Have har arbejdet med mange forskellige typer af landskab. Fra det nære ved bopælen i Odder og Moesgaards skove syd for Århus, eller landskabet på øen Mors, hvor han stammer fra og har et fritidshus. Eller når besøger Andalusiens støvede marker i det sydlige Spanien, ser Tyrkiets stenede fremmedartethed eller ser de frodige pittoreske sølandskaber i det nordlige Italien. Forskellene i landskabernes og naturens karakter er stor, men når Finn Have maler dem, blandes de med en psykologisk farvepalet. Forskellene til trods er det lighederne, der er det centrale. Det er som om drømmenes natur styrer penslens udformning på lærrederne. De ekspressionistiske skildringer bliver til korte kraftfulde penselsstrøg med en begrænset antal farver, der lægges på, så naturen og landskabet forvandles gennem lag på lag til en uomgængelig oplevelse af farver, der skaber formerne.

Landskaber født af lys
Et af de helt afgørende karaktertræk, der præger Finn Haves landskabsmalerier, kan formuleres som landskaber der er født af lys. Han søger igen og igen og igen, at skildre lyset som den kilde - ja den palet - der bestemmer, hvordan netop dette landskab ser ud, netop på dette tidspunkt eller denne årstid. Haves landskaber handler derfor primært, eller måske udelukkende, om lyset. Handler om hvordan lyset former vores oplevelser og dermed vores følelser for landskabet. Hvordan det symbolske billedsprog, vi næsten altid indlæser i oplevelser af billeder, bliver underkastet naturens egen dimension på en ny måde. Hvor impressionisterne og Monet ville male lyset som farve, der arbejder Finn Have med at lade naturens elementer og selve landskabet som en rytme være defineret i lyset spejling så motiverne gløder og lever.

Erik Meistrup, kunstkritiker og forfatter

Et ikke benytte brudstykke:

Det betyder, at når han arbejder med det samme landskab over tid - som det store projekt om Giber Å, så forandres det hele tiden. Det kan være massivt i sin tyngde som træerne, poetisk let og flydende som vandet i bækken, melankolsk og dystert når konturerne er blevet til sorte figurer, fjernt og derfor filosofisk, som når man stirrer ind i en slags uendelighed.