Lokaliteter i landskabet af Lars Svanholm

Bogen ’Dit sted - Mit sted’ understøtter maleren Finn Haves store udstilling under samme navn på Randers Kunstmuseum, men publikationen er andet og mere end et udstillingskatalog i stift bind.

Dit og mit.
Der er noget næsten absurd ved at kalde et sted, en lokalitet, for ”dit eller mit”, som var det noget, man ejede. Selv et område, som en jordbesidder har håndsret over, vil til enhver tid være der. Også når ejeren af jorden forlængst har forladt denne verden. Udgivelsen, der i bogform illustrerer maleren Finn Haves udstillingsprojekt på Randers Kunstmuseum, hedder, lige som udstillingen, ’Dit sted - Mit sted’. De steder, som 32 personer hver især eskriver individuelt i bogen, er da heller ikke lokaliteter, der er andet og mere end personlige spots, for det meste i det danske landskab.

Hvis man skal prøve at sammenstykke hele projektet på en enkel og forholdsvis letfattelig måde, kan man sige, at de 32 hovedpersoner i projektet spiller en birolle i forhold til kunstneren, som har udvalgt personerne, hvorefter disse har udpeget et sted, som har en vis betydning i deres tilværelse. Finn Have har efterfølgende skabt sit eget billede af de pågældende lokaliteter.

Landskabet som afsæt.
Finn Have, som efter en del år på både den eksperimenterende og den fagpolitiske kunstscene, bruger landskabet som motivisk afsæt i sit maleri, fandt det derfor væsentligt, at præsentere noget andet og mere end blot en serie ekspressive landskabsmalerier, da de første dialoger med Randers Kunstmuseums kunstneriske leder Finn Terman Frederiksen fandt sted. Det har været altafgørende for Finn Have at de steder, der blev ham udpeget, var steder, han kunne lade sig inspirere af. Beliggenheder, hvori han havde lyst til at arbejde on location samt lokaliteter, hvor han var overbevist om, at han kunne producere billeder, der i kraft af deres udtryk ville kunne understøtte det samlede projekt.
Da idéen var født og aftalerne lavet med dels Randers Kunstmuseum og dels de første personer, der skulle udpege hver sit spot, kunne kunstneren få afløb for sin rejsetrang. Ganske vist holdt han sig overordnet inden for landets grænser, men han kunne ikke nære sig for at beskrive Lis Mikkelsens landskab omkring bjerget Moscaril i Andalusien. Knapt så langt er der at rejse til maleren Karen Degetts sted ved Svarte i Skåne.

Kendte og ukendte.
Der er kendte såvel som mindre kendte navne blandt de 32 personer. Peter Olesen var tidligere kendt som nyhedsoplæser og arkitektonisk smagsdommer” på TV. Han beskriver Salgårdshøj ved Vejby Strand i Nordsjælland. Billedkunstneren Ingvar Cronhammar er som politisk og kulturel flygtning fra det åndsløse Hessleholm i Sverige, havnet i det flade, vestjyske landskab. Minnas Høj ved Tim fremstår som en tue i det plane univers. Som en græsbegroet mini-Elia, uden lyn eller anden dramatisk staffage.
Husby Klitplantage giver associationer om en bred sandstrand med betonbunkerne som baggrund. Freddy Abildgaard valgte ”Marens Maw” selv om der her er masser af steder, man kunne udpege. Bl. a. Vedersø Kirke, hvor Kai Munk ligger begravet.

Øerne.
Udtrykket ”De danskes Øer” kommer naturligvis ikke af ingenting. På Samsø udgør Stauns Fjord ifølge fotografen Carsten Langkilde ”essensen af et landskab og et stykke natur, der ikke kun ved sin skønhed og frodighed er en lise for sanserne, men i lige så høj grad for ens mentale tilstand”. Mors er et område, som betyder en hel del for Finn Have. Jørsby Kirke, som komponisten Anders Nordentoft refererer til, er én af de få interiørs, der beskrives i bogen. Legind Bjerge er også beliggende på Mors, men her er vi igen udendørs i selskab med Jørn Balch Christensen. Mors igen. Denne gang ved den skulpturelle Feggeklit. Nils Ravn beskriver således: ”Når jeg står på den smalle forstrand og ser på skrænterne, kan jeg se jordens skabelse!”. Peter Poulsens sted er Frenne Oddes klippegrund på Bornholm. Midt i Østersøen.

Mellembilleder.
Den første halvdel af bogen ’Dit sted - Mit sted’ rummer gengivelser af Finn Haves mange malerier, der samlet set udgør udstillingen. Billederne er 90 cm. i højden og placeret på væggene med ganske få centimeters indbyrdes afstand. Ind i mellem er placeret et antal såkaldte ”mellembilleder”, som ofte fremstår monokrome i en farveholdning, der binder de forskellige elementer sammen. Dele af disse effekter udgør bogens lay-out, således at denne fremstår som et helstøbt værk, på trods af, at den beskriver lokaliteter af højst forskelligartet karakter. Fanø bliver f. eks. sammenfattet med Samsø ved hjælp af en mørkokker, næsten umbrafarvet rektangel. Denne tvinger faktisk læseren til at vende blad. På den måde sker der en sammenflætning af to karakteristiske landskaber.

’Dit sted - Mit sted’ har tekster af de 32 deltagere i projektet samt museumsleder Finn Terman Frederiksen, Randers Kunstmuseum. Finn Nygaard har bistået Finn Have med redigeringen.